Ændre tekststørrelse :
Forminsk tekst Normal tekst Forstør tekst
08. februar 2026

Klaus Adamsen tog sig af seniortitlen

 

Opdateret søndag den 8. februar: Klaus Adamsen er nykåret mester i DM for seniorhold. Adamsen vandt en ret sikker sejr i A-finalen med Steen Schou på andenpladsen. De to forhåndsfavoritter mødtes i sidste runde, hvor Schou havde brug for en sejr på mindst 16-4 for at nå førstepladsen. Det var imidlertid aldrig tæt på, da Adamsen vandt "finalen" 12,90-7,10 og dermed sluttede 18 kamppoint foran Schou. Sidste år var rækkefølgen mellem de to mandskaber modsat, mens Adamsen også vandt i 2024. Peter Teisen blev nummer tre.

De nye danmarksmestre er: Klaus Adamsen - Dennis Koch-Palmund, Søren Christiansen - Jan Sejr Nicolajsen samt Dorthe og Peter Schaltz. Sølvmedaljerne blev hængt om halsen på: Steen Schou - Jørgen Hansen, H.C. Nielsen - Knud-Aage Boesgaard samt Lars og Knut Blakset. Bronzevinderne er: Peter Teisen - Peter Basse og Stig Werdelin - Geert Jørgensen. Stig Werdelin må være en af de ældste medaljetagere i nogen sportsgren i en alder af 88 år.

Multiholden i A-finalen blev vundet overbevisende af Søren Christiansen - Jan Sejr Nicolajsen med 14,03. Nummer to blev Torsten Bernes - Skafti Jonsson fra Flemming Bøgh-Sørensens hold med 12,85. Tredjepladsen gik til H.C. Nielsen - Knud-Aage Boesgaard, der scorede 12,57.

B-finalen blev vundet af Henning Nølke. Nølke var klart foran undervejs, men et par nederlag mod slutningen gjorde pludselig B-finalen spændende. Nølke holdt dog førstepladsen med 116,39 foran Torben Sværke med 114,25. Greve Strands Bridgeklub nappede tredjepladsen.

Spillerne på B-vinderholdet er Henning Nølke - Torben Dalsgaard-Hansen og Andreas Andersen - Otto Dahl. Nølke og Dalsgaard-Hansen var også bedst i multiholden i B-finalen foran Henrik Rübner-Petersen - Helle Simon Elbro og Svend H. Mathiesen - Per Møgelhøj.

DM for seniorhold blev afviklet problemfrit under sikker styring af turneringslederne Thomas Mathiasen og Torsten Ertbjerg Rasmussen, mens Jan Nielsen og Alma Rasmussen leverede BBO til de mange elektroniske ugler. Der var god stemning blandt spillerne, ikke mindst takket være de gode forhold i Bridgehuset i Odense hos John Oris.

Alle resultater fra seniorhold er her.

- - -

Fredag den 6. februar: Trods vintervejret forventes det, at DM for seniorhold kan gennemføres som planlagt i weekenden.

Mens seniorerne må stride sig igennem sne og frost for at nå frem til Odense, kan vi andre glæde os til at følge med i anstrengelserne ved kortbordene hjemme fra sofaen. Vi sender fra A-finalen hele weekenden på BBO med Jan Nielsen og Alma Rasmussen ved tasterne. Programmet for de første fire runder lørdag er lagt og ser således ud:

  1. runde (kl. 13): Poul Bo Madsen - Klaus Adamsen
  2. runde (kl. 14.45): Nils Mønsted - Niels Henriksen
  3. runde (kl. 16.30): Peter Teisen - Steen Schou
  4. runde (kl. 18.45): Henrik Kruse Petersen - Henrik Parl

Der er endnu en runde lørdag (kl. 20.30) samt fire runder søndag. BBO-programmet for disse runder bliver lagt løbende med fokus på kampen om DM-titlen. Du finder BBO her.

Favoritter til at få guld hængt om halsen er Steen Schou, hvis man skal tro handicapsystemet. Schou er forsvarende mestre og stiller med et frygtindgydende lineup: Steen Schou - Jørgen Hansen, H.C. Nielsen - Knud-Aage Boesgaard samt Lars og Knut Blakset. Sidste års nummer to, Klaus Adamsen, er også spået til en andenplads i år ifølge handicaptallene. Mandskabet ser heller ikke ringe ud: Klaus Adamsen - Dennis Koch-Palmund, Jan Sejr Nicolajsen - Søren Christiansen samt Dorthe og Peter Schaltz.

Stort set alle par på de to favorithold er i spil til seniorlandsholdet. Der er EM i Riga til sommer, og de danske par udtages snart. DM for seniorhold er derfor samtidig et udstillingsvindue, hvor spillerne kan gøres deres landsholdshoser grønne i forhold til udtagelseskomiteen.

Selv om Schou og Adamsen er favoritter, kan andre hold sagtens blande sig. Det gælder for eksempel Henrik Kruse Petersen, der tidligere har vundet DM og i år er seedet som nummer fire. Tredjeseedede Nils Mønsted, hvor holdkaptajnen er ny senior i denne sæson, er også en kandidat. Mønsted har et rutineret hold med sig: Jens Ove Henneberg, Tom Nørgaard og Arne Mohr. Du kan læse mere og finde hele startlisten her.

Sideløbende med A-finalen afvikles B-finalen, hvor der spilles de samme kort. Handicapfavoritter i B-finalen er Henning Nølke efterfulgt af Torben Sværke og Greve Strands Bridgeklub.

Både A- og B-finalen spilles i Bridgehuset i Odense, Bogensevej 27. Hvis ugler skulle have mod på at trodse vintervejret, er de naturligvis velkomne.

Du kan finde alle resultater fra seniorhold her.